Jeg har spekuleret på, hvordan jeg skal skrive til jer. Jeg er klar over, at denne her måde med at skrive det samme til jer alle sammen, er total upersonlig, og jf. al brevskrivningsetik ikke tilladt.

Men på den anden side vil jeg gerne rundt til jer alle sammen. Men det er svært, uden at jeg kommet til at gentage mig selv, Så om ikke andet, for min egen skyld.

Derfor får i sådanne enslydende hilsner. Derfor ka’ vi jo godt skrive sammen, om alt det andet. Jeg hører jo gerne om, hvordan det går derhjemme også.

Jeg er stadig travlt optaget af at se på skøre kinesere. De er en evig kilde til forundring, og man tager sig til hovedet over så skøre de er. Men det foregår jo nok også den anden vej. I sidste uge var jeg på kundebesøg langt væk herfra, længere inde i landet (eller rettere: ude på landet). Det var vist ikke så tit, at der kom hvide mennesker forbi, for der blev gloet helt vildt hvor jeg end gik (ok - jeg ved jo godt jeg ser hammer godt ud, men det kan jeg ikke li' at sige selv). Selv når vi sad og spiste om aftenen, så kom de små unger hen og sagde "Hello", det var så det eneste de havde lært, så det var ikke meget vi fik kommunikeret. Egentligt ville jeg godt have lov til at kæmpe med mine spisepinde i fred. Men nej!

Så jeg er ikke begyndt at kede mig, og det tror jeg egentligt heller ikke jeg kommer til. Der er for meget anderledes, så jeg oplever noget nyt hver dag. Forleden skulle jeg have købt kurv til blade og aviser. Det var et cirkus i sig selv, idet de kinesere jeg havde med, overhovedet ikke kunne forstå, hvad jeg skulle bruge. Da jeg så endelig fik øje på det, jeg ville have, hev og sled de i mig, og sagde at det var jo en kurv til at samle grønsager i, og ikke noget til et hus. Men den er faktisk kanon flot i flettet bambus med fødder og håndtag og det hele, og kostede tre kroner.