Rejsedagbog fra Kina Kapitel 1

Tryk på din Browsers Print icon for at printe dette kapitel ud

Når du har printet ud,  Trykker du her

Jeg har spekuleret på, hvordan jeg skal skrive til jer. Jeg er klar over, at denne her måde med at skrive det samme til jer alle sammen, er total upersonlig, og jf. al brevskrivningsetik ikke tilladt.

Men på den anden side vil jeg gerne rundt til jer alle sammen. Men det er svært, uden at jeg kommet til at gentage mig selv, Så om ikke andet, for min egen skyld.

Derfor får i sådanne enslydende hilsner. Derfor ka’ vi jo godt skrive sammen, om alt det andet. Jeg hører jo gerne om, hvordan det går derhjemme også.

Jeg er stadig travlt optaget af at se på skøre kinesere. De er en evig kilde til forundring, og man tager sig til hovedet over så skøre de er. Men det foregår jo nok også den anden vej. I sidste uge var jeg på kundebesøg langt væk herfra, længere inde i landet (eller rettere: ude på landet). Det var vist ikke så tit, at der kom hvide mennesker forbi, for der blev gloet helt vildt hvor jeg end gik (ok - jeg ved jo godt jeg ser hammer godt ud, men det kan jeg ikke li' at sige selv). Selv når vi sad og spiste om aftenen, så kom de små unger hen og sagde "Hello", det var så det eneste de havde lært, så det var ikke meget vi fik kommunikeret. Egentligt ville jeg godt have lov til at kæmpe med mine spisepinde i fred. Men nej!

Så jeg er ikke begyndt at kede mig, og det tror jeg egentligt heller ikke jeg kommer til. Der er for meget anderledes, så jeg oplever noget nyt hver dag. Forleden skulle jeg have købt kurv til blade og aviser. Det var et cirkus i sig selv, idet de kinesere jeg havde med, overhovedet ikke kunne forstå, hvad jeg skulle bruge. Da jeg så endelig fik øje på det, jeg ville have, hev og sled de i mig, og sagde at det var jo en kurv til at samle grønsager i, og ikke noget til et hus. Men den er faktisk kanon flot i flettet bambus med fødder og håndtag og det hele, og kostede tre kroner.

Jeg hygger mig vældigt med at finde sådanne ting. Samtidig fik jeg en papirkurv til mit kontor herhjemme. Den var lavet lige som en lillebitte fastelavnstønde, fint bødker arbejde, med sprækker i bunden. Den koste 7 kroner. Og var egentlig beregnet til at dampe mindst 5 kg ris i. Men den står nu her ved mit skrivebord og pynter gevaldigt. Og kineserne rystede gevaldigt på hovedet, og spurgte hvad jeg dog vil koge så mange ris for. Jeg skulle hellere købe en, der var meget mindre. Den ville passe bedre til min husholdning!

Og ellers har jeg fået mit flyttegods herud. Det var en glad ting at genhøre Cd’erne med Lars Lilholt og Kim Larsen og de andre. Så også på den led er det stadig OK at være herude. Og så var der jo også mit golfsæt med i flyttelæsset, så nu har jeg ingen undskyldninger, for ikke at komme i gang. Andet end, at der er to timers kørsel til banen. Så det må nok blive i weekenderne.

Til hverdag kommer som regel sent hjem. Der er ca. en times kørsel til og fra arbejde, så klokken er gerne 7 inden jeg er hjemme.

Jeg plejer så gerne et par gange om ugen at gå i motionscenter. Der er sådan et i klubben, her hvor jeg bor. Så jeg får også motioneret. Det med vægtene gider jeg ikke rigtigt. Men løbebåndet, cyklen og stairmaster’en får hver 20 min. De er alle sidste nye skrig med digital indstilling og belastning. Første gang svarede cyklen tilbage efter endt tur, at for en kvinde på 62 år og en vægt på 120 kg. havde jeg en "nogenlunde" (fair) kondition! Så nu må jeg huske at taste rigtig startinfo ind i fremtiden!!!

Og så er der en romaskine. Den er rent faktisk ret så god. Her får man rørt mange muskler, og pulsen kan jeg også holde oppe. Så den får 30 min i 1500 m heats.

Og ellers så er jeg i gang med at istandsætte lejligheden, Jeg kunne vælge at betale mig fra, at få det gjort. Jeg har dog set hvordan den håndværksmæssige standard er. Så jeg ville ikke kunne leve med at se på resultatet. Så vil jeg hellere selv gå og nørkle med detaljerne. Og på din måde kan jeg også få en masse tid slået ihjel. Jeg har fundet marmorfliser til badeværelset til 45 kr. pr. m², så det er bare at gå i gang. Fugemørtelen koster 35 kr. for en sæk med 50 kg. Her kan alle jo deltage. Og en stikkontakt med afbryder koster 7,50 kr. med det hele. En bred pensel koster 3,50 kr. Et etgrebs blandingsbatteri 95 kr. En borehammer ca. 450 kr. Og sådan er det hele vejen igennem. Bare man kan finde tingene, så er det muligt at købe billigt. OK - i kinesisk kvalitet, men alligevel. Der mangler lidt i finish, men det fungerer.

Jeg har modtaget mit flyttelæs, og det første der blev pakket ud var computeren. Efterfulgt af mine Cd’er med Ib Grønbæk, Shu Bi Dua, Lars Lilholt. Dernæst under fuld musikledsagelse, mit golfsæt, som også er kommet helskindet herud. Det er en glad ting.

Og sørme om der ikke også var melblanding til grovbrød og rugbrød og tørgær. Og nogle dåser tun og makrelsalat. Og mine krydderier og sovsekulør. Ikke et øje var tørt.

Jeg har også fundet vaskehallen for bilen her i byen. Dvs. dét har de jo ikke lige fået endnu. Men der er en hel vej, hvor de frie markedskræfter har slået til, Langs hele vejen, har alle husene sat et skilt op, og så parkerer man bare, og så kommer der tre mand farende (mand, kone og en hjælper). Og så går de i gang med højtryksrenser, håndvask med sæbe, skylning, tørring og spuling af måtter og aftørring af indvendige paneler. 4.50 kr. inkl.. tilladelse til at nyde synet mens man venter!

Jeg har jo egentlig en chauffør på arbejdet, som også gør det i ugens løb, når det er nødvendigt. Men han er ikke så grundig, og det andet er også meget mere underholdende at se på. Især til den pris. Og et stort smil, når den er færdig, og en måtte, som de kommer farende med, så man kan tørre fødderne inden man stiger ind.

Og så siger vi derhjemme, at Danmark er et servicesamfund! Hmm?

Til vi mødes over tastaturet igen.