I et lyst øjeblik fik jeg så skrevet ned hvad jeg vil have gjort, punkt for punkt. Opvask i opvaskebalje med VARMT vand og SULFO (Ellers bliver det bare tørret af med en klud). Håndvasken skal vaskes med skurepulver. WC børsten skulle bruges sammen med -rens. Ikke noget med at spytte i køkkenvasken. Skjorter skulle stryges, Og jeg ville selv fylde vaskemaskinen og stille på rigtige program og starte. Og den slags småting.

Jeg spurte min sekretær på kontoret, da hun oversætte det for mig, om jeg havde været for grundig. Tværtimod mente hun, at jeg nok burde skrive lidt mere detaljeret! Specielt det med skjorterne sku' nok lige uddybes, idet kinesere som regel bruger strygefri skjorter. Så jeg skrev noget mere, og fik det oversat også.

Så var jeg klar til jobsamtalen.

Og damen kom i den nydeligste søndagskjole, og det første tolken fik præciseret var at jeg skulle se ID kortet, så jeg kunne se at den var god nok: det var en af de lovlige, pligttro og loyalt tilknyttede ansatte i ejendommen. Så var dét på plads.

Og så fik jeg vist rundt og viste mundstykket på en støvsuger: børste ind - børste ud. Og det smarte ved et strygejern. Og en gulvkluds anvendelsesmuligheder var også på dagsordenen.

Så var dét jo så på plads, og hun sagde at hun ville gå hjem og læse på papirerne, og at det var dejligt at få specificeret fra en omhyggelig mand, hvad han ville have gjort. Ja – ja, jeg var tosset, stod der i panden af hende. Men da hun fik nøglen til yderdøren, var det jo altså hende, som stod fumlede med ruko-nøglen. Hun ku’ ikke lige få den i, da hun skulle prøve de to nøgler, idet hun blev ved med at vende dem på hovedet.