Og
det fungerer da også sådan mange steder, idet virksomhederne har
pligt til at stille arbejde, bolig, lægehjælp, hospital,
pensionistboliger og kantine til rådighed. Og hvis man ikke har
tilhørsforhold til virksomheden kan man jo ikke få disse goder.
Jeg betaler f.eks. apoteker- og lægeregninger
til vores ansatte og deres børn. Ligeledes betaler vi for offentlig
transport til de ansatte, som bor langt væk fra familien. De kan så
rejse hjem een gang om måneden og ved højtiderne (1.maj o.l.
festlige dage). Ligeledes får alle et kosttillæg. Og da vi ikke
har lejligheder til personalet, betaler vi boligtilskud.
Så set fra nogle vinkler kan man
da godt mene, at det er et godt system.
Altså bare individet indordner
sig, følger med strømmen og ikke stikker uden for systemets
afstukne rammer, så bliver der sørget for og passet på dem. Fra
vugge til grav. Men altså ikke noget med at flytte, eller selv
skifte. Eller gøre sig upopulær hos ens arbejdsgiver. Så er man
ilde stedt. Arbejdsgiveren sidder jo med papirerne og kan bare nægte
at udlevere dem.
Sådan er det stadig her ude på
landet hvor jeg bor. Som sædvanligt, så er der i storbyerne opstået
et behov for anderledes fleksibilitet (retten til arbejdskraftens
frie bevægelighed, som det hedder i danske fagforeninger).
I de store byer, hvor det er
nemmere at skaffe sig andet arbejde, er der mange, som lever uden
sine papirer. Dem lader man så ligge tilbage hos en tidligere
arbejdsgiver. Men da der er så mange sprudlende valgmuligheder til
højere løn, vælger mange at arbejde "på polsk" (eller
hvad man nu kalder det). Men altså uden for systemet. Hvilket
betyder, at de må betale for al ting selv. |