Og det fungerer da også sådan mange steder, idet virksomhederne har pligt til at stille arbejde, bolig, lægehjælp, hospital, pensionistboliger og kantine til rådighed. Og hvis man ikke har tilhørsforhold til virksomheden kan man jo ikke få disse goder.

Jeg betaler f.eks. apoteker- og lægeregninger til vores ansatte og deres børn. Ligeledes betaler vi for offentlig transport til de ansatte, som bor langt væk fra familien. De kan så rejse hjem een gang om måneden og ved højtiderne (1.maj o.l. festlige dage). Ligeledes får alle et kosttillæg. Og da vi ikke har lejligheder til personalet, betaler vi boligtilskud.

Så set fra nogle vinkler kan man da godt mene, at det er et godt system.

Altså bare individet indordner sig, følger med strømmen og ikke stikker uden for systemets afstukne rammer, så bliver der sørget for og passet på dem. Fra vugge til grav. Men altså ikke noget med at flytte, eller selv skifte. Eller gøre sig upopulær hos ens arbejdsgiver. Så er man ilde stedt. Arbejdsgiveren sidder jo med papirerne og kan bare nægte at udlevere dem.

Sådan er det stadig her ude på landet hvor jeg bor. Som sædvanligt, så er der i storbyerne opstået et behov for anderledes fleksibilitet (retten til arbejdskraftens frie bevægelighed, som det hedder i danske fagforeninger).

I de store byer, hvor det er nemmere at skaffe sig andet arbejde, er der mange, som lever uden sine papirer. Dem lader man så ligge tilbage hos en tidligere arbejdsgiver. Men da der er så mange sprudlende valgmuligheder til højere løn, vælger mange at arbejde "på polsk" (eller hvad man nu kalder det). Men altså uden for systemet. Hvilket betyder, at de må betale for al ting selv.

Til paletten
Til kapitel 1
Til kapitel 2
Til kapitel 3
Til kapitel 4
Til kapitel 5
Til kapitel 6
Til kapitel 7








 

Side 2