Rejsedagbog fra Kina Kapitel 7

Tryk på din Browsers Printer-icon for at printe dette kapitel ud. 

Når du har printet ud tryk her:  Retur til kapitel

Jeg har været på en tur til Shanghai. Der var nu ikke særligt godt vejr. Der var masser af tåge og regn. Shanghai ligger ude ved kysten til det Kinesiske Hav og Stillehavet. Så der var på denne årstid varmere end i Wuhan, men stadig vinter.

Til sommer overhaler Wuhan helt klart temperaturmæssigt, da der er fastlandsklima. Wuhan er et af de fire hot-spots i Kina.

Shanghai har altid været den by i Kina, som har været præget mest af udenlandsk kultur. Således ligger der stadig tilbage en havnepromenade fra engelsk tid "The Bund" som i dag er et mondænt sted. 

I en stor del af resten af af Shanghai er bulldozerne raskt gået frem, som i alle Kinesiske byer. En stor del af byen minder om Frankfurts skyline, med enorme højhuse og glasfacader. Også de lokale Shanghai folk er anderledes end resten af Kina. Velstanden er væsentligt større dernede, også blandt de lokale. De fleste er klædt i jakkesæt. Jeg har også den fornemmelse, at de har tabt deres kultur og rødder. Der er på en måde ret sørgeligt at opleve, men på den anden side, så har de jo ved ihærdig stræben opnået det, de ville: Velstand for den menige kineser. De har nu også tabt den spontane nysgerrighed, og humoren, som resten af kineserne har. Den er gået tabt sammen med at kineserne i Shanghai området omdøber sig selv til at hedde Ruth Wu, James Ning el. lign., for at imødekomme de vestlige investorer. Selv i hovedstaden Beijing har indbyggerne ikke gjort disse knæfald.

Men det er jo blandt andet også den vestlige luksus, som jeg selv opsøger, når jeg er på mine rejser. Det er ganske rart, at få nogle af de ting, som jeg ikke kan få i Wuhan, Så jeg kan vel ikke helt tillade mig at peger fingre.

I Shanghai fik jeg denne gang lejlighed til at besøge Shanghais nyeste vartegn Jin Mao. Et kæmpe højhus, færdiggjort i 1999,  på 420 m og 88 etager, hvilket gør det til den 3 højeste bygning i verden. Der vist nogle radiotårne, som er højere. 

Som i kan se, er der også en masse andre højhuse i byen. Men denne bygning rager godt op over de øvrige. Bygningen har verdens højest placerede hotel, og på 56'nde etage er der en restaurant i Michelin-kaliber, som jeg besøgte. Restauranten har fantastisk udsigt over mod den gamle bydel Puxi og The Bund. Begge dele er illuminerede om aftenen, så alene udsigten deroppe fra, er pengene værd for menuen. 

Og menuen: det var ikke kinesisk, men en forret med Block de Foire Gras med en Alcass Spätlese. Efterfulgt af Sirlonsteak af australsk bøf. 

Men der der da andre steder i Shanghai, som er anderledes, og mere traditionelle

Handelsgade i Shanghais gamle bydel på venstre side af Huangpu floden.

Folkets plads i Shanghai.

Også her er der i kanten af denne gamle revolutionære plads, dukket skyskrabere op

Efter at Storbritannien vandt opiumskrigen (den må i selv læse om, det er meget spændende), erobrede de byen, og i tiden efter 1842 etablerede de byen, som den kendes i dag. Siden fulgte Fransk herredømme, efterfulgt af Japansk i 1895. Det sluttede jo brat efter 1949, hvor rødgardisterne og det nuværende kinesiske system tog over. Herefter skete der ikke meget i revolutionsårene. 

De Ni Svings Bro i den gamle kinesiske bydel

Det imponerende ved byen er, at de helt store skridt alene er sket siden 1990, hvor man udlagde landet på den østlige side (Pudong) af floden til et økonomisk frizone. På små 10 år er byen svinget rundt til at være en by, som lige så godt kunne lige i USA. Alene financieret af vestlige investeringer. 

Nanjing Dong Lu i regnvejr og tåge

For fem år siden den vildeste shopping gade, man havde 

i Kina. Nu er resten af landets byer fulgt med

Og den kinesiske regering - de lader bare vestlige penge stå for udviklingen.  Så længe det er i regeringens interesse. Hvis de ikke kan kontrollere udviklingen, tjae - så finder de jo nok en måde at få styr på det. Det er jo stadig en totalitær stat. Ikke at forglemme.

Jeg kan ikke helt blive klog på Shanghai og dets 13 millioner indbyggere. De er ikke som resten af Kinas befolkning. 

På den ene side, så er det jo imponerende, hvordan de har opnået resultater. Og som alle storbyer, der oplever vækst, så rejser mange dertil, for at få del i kagen. Akkurat, som der også for 50-100 år siden skete en flugt fra land til by i Danmark. Så der er jo gevaldige muligheder for at forøge levestandarden betragteligt.

På den anden side, så  er det specielt at se en kinesisk familie sidde på restaurant og spise hjemmevant med kniv og gaffel, og verfe tjeneren væk, da hun kom med spisepinde. 

Og så kan jeg heller ikke li' at kineserne ændrer sig selv så meget, at de tager nyt navn.

Men det er jo imponerende at se Jinmao bygningen badet i projektørlys om natten. Om natten i  Shanghai blues.

Det var hvad jeg havde valgt at bringe for denne gang.