Rejsedagbog fra Kina Kapitel 3
Tryk på din Browsers Print-icon for at printe dette kapitel ud.
Når du har printet ud Tryk her: kap3.htm
Wuhan, 4. juni 2000
Jeg har nu endelig fundet en rengøringshjælp. Jeg fik hjælp gennem ejendomsadministrationen her hvor jeg bor.
Det er egentlig også den korrekte måde at få arbejdskraft på. Ifølge reglementet kan ingen private ansætte andre, idet alle kinesere kun kan have alle sine personlige papirer deponeret hos en registreret og statsligt godkendt arbejdsgiver. Det er et levn fra de mere totalitære tider, hvor alle var medlem af en arbejdskadre, og alt det der.
Nu hvor arbejdsmarkedet er blevet lidt mere liberalt, hænger sådant et system stadig ved. Det betyder jo så, at arbejdsgiverne slet og ret kan stavnsbinde folk, idet de kan nægte at udlevere papirerne. Og sådan foregår det da også i stor udstrækning.
Den officielle forklaring er, at staten herved tvinger virksomheder og offentlige arbejdspladser og -kontorer til at beholde, og tage vare på, sine ansatte. Og det fungerer da også sådan mange steder, idet virksomhederne har pligt til at stille arbejde, bolig, lægehjælp, hospital, pensionistboliger og kantine til rådighed. Og hvis man ikke har tilhørsforhold til virksomheden kan man jo ikke få disse goder.
Jeg betaler f.eks. apoteker- og lægeregninger til vores ansatte og deres børn. Ligeledes betaler vi for offentlig transport til de ansatte, som bor langt væk fra familien. De kan så rejse hjem een gang om måneden og ved højtiderne (1.maj o.l. festlige dage). Ligeledes får alle et kosttillæg. Og da vi ikke har lejligheder til personalet, betaler vi boligtilskud.
Så set fra nogle vinkler kan man da godt mene, at det er et godt system.
Altså bare individet indordner sig, følger med strømmen og ikke stikker uden for systemets afstukne rammer, så bliver der sørget for og passet på dem. Fra vugge til grav. Men altså ikke noget med at flytte, eller selv skifte. Eller gøre sig upopulær hos ens arbejdsgiver. Så er man ilde stedt. Arbejdsgiveren sidder jo med papirerne og kan bare nægte at udlevere dem.
Sådan er det stadig her ude på landet hvor jeg bor. Som sædvanligt, så er der i storbyerne opstået et behov for anderledes fleksibilitet (retten til arbejdskraftens frie bevægelighed, som det hedder i danske fagforeninger).
I de store byer, hvor det er nemmere at skaffe sig andet arbejde, er der mange, som lever uden sine papirer. Dem lader man så ligge tilbage hos en tidligere arbejdsgiver. Men da der er så mange sprudlende valgmuligheder til højere løn, vælger mange at arbejde "på polsk" (eller hvad man nu kalder det). Men altså uden for systemet. Hvilket betyder, at de må betale for al ting selv. Og ikke kan få pas, kørekort, og nyt ID kort. Så de er lidt ilde stedt den dag de kommer, eller skal, i kontakt med en offentlig myndighed.
Nå – men det var et kedeligt faktuelt samfundsorienterende indlæg. Nok om det.
Det var det der med rengøringshjælp jeg kom fra.
Jeg havde jo så talt med kontoret om at få en sådan dame til at komme og gøre rent. Jeg havde forestillet mig en gang om ugen, som jeg har haft det hjemme i Danmark. Der er det nok med 6-7 timer til at komme rundt, og til at få strøget ugens ration af skjorter.
Men det system fandtes ikke lige her. Jeg skulle da have en hele ugen, idet der jo altid er noget at se til, mente de. Nu kommer jeg jo sent hjem, og slider mest på sofaen. Så det er begrænset hvor meget uorden der kommer i tingene. Dog ku' jeg jo godt se, at støvet hober sig op lidt hurtigere herude, idet der er mere støvet udenfor også, så det var vel også meget rart at få en til at komme igennem ugen, så vi fik lavet et kompromis. Jeg foreslog at hun så kommer tre gange om ugen.
Det er helt volapyk, kan jeg godt selv se her bagefter, for jeg giver jo egentlig en hel månedsløn til hende, så jeg ved forresten ikke hvorfor jeg fik lavet det system. Nå pyt –
Jeg fik så at vide, at jeg skulle være hjemme, så jeg kunne aftale med hende hvad der skulle gøres, og hvordan hun kommer ind mm. Og der ville så også komme en tolk med, så jeg kunne beskrive hvordan jeg ville have tingene gjort..
I et lyst øjeblik fik jeg så skrevet ned hvad jeg vil have gjort, punkt for punkt. Opvask i opvaskebalje med VARMT vand og SULFO (Ellers bliver det bare tørret af med en klud). Håndvasken skal vaskes med skurepulver. WC børsten skulle bruges sammen med -rens. Ikke noget med at spytte i køkkenvasken. Skjorter skulle stryges, Og jeg ville selv fylde vaskemaskinen og stille på rigtige program og starte. Og den slags småting.
Jeg spurte min sekretær på kontoret, da hun oversætte det for mig, om jeg havde været for grundig. Tværtimod mente hun, at jeg nok burde skrive lidt mere detaljeret! Specielt det med skjorterne sku' nok lige uddybes, idet kinesere som regel bruger strygefri skjorter. Så jeg skrev noget mere, og fik det oversat også.
Så var jeg klar til jobsamtalen.
Og damen kom i den nydeligste søndagskjole, og det første tolken fik præciseret var at jeg skulle se ID kortet, så jeg kunne se at den var god nok: det var en af de lovlige, pligttro og loyalt tilknyttede ansatte i ejendommen. Så var dét på plads.
Og så fik jeg vist rundt og viste mundstykket på en støvsuger: børste ind - børste ud. Og det smarte ved et strygejern. Og en gulvkluds anvendelsesmuligheder var også på dagsordenen.
Så var dét jo så på plads, og hun sagde at hun ville gå hjem og læse på papirerne, og at det var dejligt at få specificeret fra en omhyggelig mand, hvad han ville have gjort. Ja – ja, jeg var tosset, stod der i panden af hende. Men da hun fik nøglen til yderdøren, var det jo altså hende, som stod fumlede med ruko-nøglen. Hun ku’ ikke lige få den i, da hun skulle prøve de to nøgler, idet hun blev ved med at vende dem på hovedet.
Det var så her, at det stod lysende klart for mig, at jeg i min iver for at rundvise, havde glemt at kontrollere, om hun også kunne bruge støvsugeren og kunne tænde for et strygejern! Også tolken havde tabt lidt af entusiamen! Såe – tilbage igen og rundt – denne gang var det så rengøringshjælpen, som fik lov til at prøve. Og nu kan hun tænde og slukke! Og tolken var et stort smil: See – she learns quick. Ja – Ja!
Og prisen: en kinesisk god månedsløn på 500 kr.
Og nu er hun så i gang, og vaskemaskinen kører for livet løs med al vasketøjet på 30 grader, og strygejernet kan hun ikke få til at virke. Så der ligger en seddel fra tolken: - at det også ville være meget mere dejligt at få det gjort ude i byen! Et kinesisk forsøg på en Salomonisk løsning, hvor ingen taber ansigt. Men hvor jeg jo nok kommer til at betale ekstra.
Så nu må jeg lige overveje, om jeg skal bruge energi via tolken på at demonstrere hvordan man bruger strygejernet, og erindre om at jeg netop ikke ville have hende til at vaske tøjet, fordi jeg vidste at den ville gå gal med temperaturerne i maskinen. Eller om jeg bare skal trække på skulderen og være glad for at der i det mindste er rent og ordentligt. Ikke hotel-rent, men sådan da.
Og så lige lidt billeder, jeg fik jo et digitalkamera:
Det er her jeg tilbringer en god del af min tid i Kina. Dette er kontorbygningen på Roulunds Lucas Huangshi Friction Material, og hvis man kigger rundt den anden vej over gårdspladsen, ses fabrikken:
Og hvis det nu går helt galt med min rengøringshjælp, så kan jeg jo tage mit vasketøj med til hende her, som jeg møder hver morgen på vej til arbejde:
Dette var så hvad jeg havde valgt at forstyrre jer med i denne omgang.
Arne